Nyhavn

Nyhavn er et af Københavns mest besøgte turistmål. Havnen blev udgravet fra 1671 til 1673 af svenske krigsfanger fra den anden Karl Gustav-krig. Nogle af de charmerende gamle huse er over 300 år gamle. Det ældste hus er Nyhavn nr. 9 fra 1681. Digteren H.C. Andersen boede i Nyhavn i 20 år af sit liv – blandt andet i Nyhavn nr. 67.

I mange år var Nyhavn et af byens mere skumle kvarterer med tatovører, sømandsværtshuse og dertil hørende glædespiger. I 1980’erne blev området gennemgribende renoveret, og Nyhavn huser i dag en række pænere restauranter, cafeer og barer skønt beliggende i solsiden.

Året igennem er der forskellige aktiviteter på kajen – fra jazz festival, udstilling af veteranbiler og – motorcykler, salg af Fejø Frugt, stort julemarked og en masse andet.

Nyhavn er det perfekte sted at nyde en øl eller sin mad i solen midt i de smukke, historiske omgivelser.

 

Tivoli

Københavns Tivoli er en internationalt kendt forlystelsespark beliggende i centrum af København, og den suverænt mest besøgte turistattraktion i Danmark. Tivoli blev grundlagt i 1843 af Georg Carstensen.

Blandt de mest kendte forlystelser er Rutsjebanen, der blev opført i 1914 og er en af verdens ældste fungerende trærutsjebaner. Og Pantomimeteatret, der blev bygget i 1874 og hvor der i sæsonen dagligt opføres pantomime-forestillinger med de fire figurer Harlekin, Columbine, Kassander og Pjerrot.

Men det stopper ikke ved forlystelserne og de mange tusinde smukke blomster, alle de flotte lys og det spektakulære fyrværkeri. Tivoli byder også på Fredagsrock og koncerter på Plænen med nogle af tiden største kunstnere, teater- og danseforestillinger – og ikke mindst de mange gode restauranter.

Tivoli har omkring 4 millioner gæster pr. år fordelt på tre sæsoner: sommersæsonen, Halloween i Tivoli og Jul i Tivoli.